Alle innlegg av Harald Haugland

Setesdalsmuseet

Share

Fredag opnar ei utstilling på Setesdalsmuseet vigd til Annemor Sundbø sitt arbeid med tradisjonar innan tekstil. Der vil du finne utstillinga frå fillehaugen hennar, den ho fekk då ho kjøpte Torridal Tweed og fekk eit tonn med gamle strikkeplagg som skulle lagast shhoddy av. I staden tok ho til å forske på mønster og gav etter kvart ut fleire bøker om emnet.

Ei bok skal kome i vår, men ho blir ikkje ferdig til utstillinga opnar, så Randi Myrum, som var i Valle Radio i går kveld og fortalde om utstillinga, rekna med at det blei boklansering seinare, også den på Setesdalsmuseet.

Etter det eg fekk med meg, står utstillinga i det romet der det før var kraftverksutstilling. Den er teken ned, den har hatt si tid.

Opninga på Setesdalsmuseet er fredag klokka 14. Då kan alle kome innom for å sjå utstillinga, og som vanleg når det er utstillingsopning serverer museet suppe og lefse.

Uvêr

Share

I kveld var det slikt uvèr i Valle at då Niklos skule ta bussen for å kome i radioen, droppa han heile turen. Det lynte og tordna og regna, så han kunne ikkje bruke paraply, og å bli gjennomvåt før sending hadde han ikkje lyst til. Så då måtte Siri improvisere, og det var glitrande musikk ho hadde funne fram til erstatning for det Ludvig Nielsen-programmet Niklos hadde planlagt, Gloria av John Rutter.

I Kyrkjebakken-programmet fortalde Knut K. Homme om vandringa som Setesdal sogelag skal ha langs Kvinnåne i Homme laurdag. Han var ikkje klar over at det også er sykkelritt Kristiansand-Hovden den dagen og at det er mange trafikkrestriksjonar som folk må ta omsyn til om dei vil på vandring langs Kvinnåne.

Til slutt snakka Janne Johnsen frå Midt-Agder friluftsråd om møtet som skal vere på Sølvgarden om planane om Otra elvepark, eit friområde langs elva. Der kunne folk kome med innspel til aktuelle aktivitetar i tilknyning til elva.

 

Ludvig Nielsen

Share

Ludvig Nielsen var organist i Høvik kirke i perioden 1924-32, og i Ris kirke 1932-35. I årene 1935-76 var han organist og kantor i Nidarosdomen. Han regnes som initiativtager til Olavsfestdagene i 1963.

Han utga to plater med egne verker, og komponerte mye kirkemusikk: fem helaftens verker (kor, soli og orkester) og tallrike orgelverker, kantater og motetter. Blant bestillingsverkene var Konsert for orgel og orkester til Norges musikkhøgskoles 100-årsjubileum i 1983. Han underviste ved Trondhjems Musikkskole, i noen år også ved musikklinjen på Norges lærerhøgskole.

Nielsen var Ridder av 1. klasse av St. Olavs Orden,[1] ridder av Dannebrogordenen, og mottok Norsk kulturråds musikkpris i 1976, Lindemanprisen i 1979 og Trondheim kommunes kulturpris i 1983. (frå Wikipedia)

I morgon har Niklos K. Besteland laga eit Postludium med musikk av Ludvig Nielsen. Han er på lufta klokka 20.30 i Valle Radio.

  1. Frå den gamle Olavsmessa i Nidarosdomen: Predicasti Jesu care. Einstemmig gregoriansk song. Rex Olavus Gloriosi, arr. Per Steenberg. Nidaros domkor, dirigent Ludvig Nielsen
  2. Ludvig Nielsen (1906-2001): Fantasi i koraltone, op. 33. Komponisten spelar på hovudorgelet i Nidarosdomen.
  3. Høyr kor kyrkjeklokka lokkar. Frå samlinga Ni orgelkoraler, op. 5 Komponisten spelar på hovudorgelet i Nidarosdomen.

Eg håpar at du finn høve til å høyre programmet, som går live og ikkje vert lagt ut som podcast.

Meir om datoartiklar

Share

I det siste har det blitt mange datoartiklar på Setesdalswiki. I desse artiklane noterer me hendingar av ulikt slag i Setesdal, og i mai er det mange hendingar.

Mange tenkjer kanskje at då er ikkje leksikonet så interessant, men vi har vald å ta det med sjølv om det ikkje er tidlause fakta som står der, tvert imot.

Det krev meir å skrive ein artikkel om ein stad eller ein person. Men vi har fått nokre slike artiklar også.

Du kan finne oversikt over nye artiklar her

Når vårens varme i lufta vaknar;
du kanskje noko i tanken saknar.
Artiklar mange du finne kan
på denne wiki for møy og mann.

Men knapt om kjærleik er det du søkjer,
du ei i leksikon etterrøkjer.
Nei, då du bort må frå husets mur
og neppe leite på tastatur.

17. mai 2019

Share

Dagen i dag ble en fin dag for alle som var ute og feiret den. Jeg holdt meg hjemme og fulgte sendingen på TV, det så ut til at det meste av landet hadde gode forhold for feiringen, så langt jeg fikk med meg derfra.

I kveld googlet jeg litt på 17. mai-taler. Da kom jeg over en tale som Akmar Ali hold ved Arkivet i Kristiansand. Fra densiterer jeg siste del:

Det kan være typisk norsk å være god. Men husk, det er forskjell på å være god, og å være selvgod. Vi skal være gode, men vi skal ikke tro vi er bedre enn andre folk eller nasjoner. Du skal ikke dømme noen før du har gått i deres sko. Det er bedre å tenne et lys enn å forbanne mørket, sies det. Det er en god regel for nasjonsbygging. Det er en god regel for identitetsbygging. En viktig leveregel er derfor å gjøre mot andre som du vil andre skal gjøre mot deg!

Dagen i dag skal vi minne oss på om at:

Vi skal møte nye naboer med et smil. Vi skal protestere dersom noen blir mobbet på skolen vår eller på arbeidsplassen vår.
Vi skal stå opp og stille opp for de svake og for de som er ensomme.
Vi skal bry oss om den som ikke ser ut til å ha det bra, og vi skal stå opp imot urett.
Vi skal stå sammen og støtte hverandre når det er tung og vanskelig og oppmuntre hverandre til å gjøre vårt beste.
Vi skal behandle alle mennesker med respekt, og vi skal tolerere de som er annerledes enn oss.
Vi skal streve for å opprettholde demokrati, fred og frihet.

Det er vi, alle oss, som er Norge. Det er vi som hver dag bestemmer hvordan Norge skal se ut.
Gratulerer enda en gang med dagen!

Honda

Share

Gjennom livet har eg hatt mange bilar, men aldri japanske. Renault var min første og andre, så kom Ford i ulike variantar før eg fekk meg Citroen, det har eg vel hatt i minst ti år.

Men i dag gjekk eg over til Honda HR-V. Med åra har det blitt viktigare å finne ein bil som ein slepp å setje seg så langt ned i, ein blir gammal og stiv og støl, er det ikkje det det heiter i sangen.

Som eg har fortalt i ein blogg tidlegare, fekk eg problem med dyse nr. 4 og 2 på Citroenen. Eg kom meg til Mobile-verkstad i Sørlandsparken, og der forhandla dei også Honda. Dei tok min C5 i innbytte og plutseleg var eg altså eigar av Honda. I dag henta eg den, ein 2018-modell, så den var ikkje heilt sprellande ny, men hadde bare gått 11000 km, så eg trur det er ok.

Og så slepp eg å setje meg ned i den, eg kan setje meg inn i den. Eit anna pluss i høve til min gamle bil var at eg slepp å bøye nakken for å kome inn i den, det måtte eg i den gamle, for han var lågare i døropninga enn den Citroenen eg hadde før.

På desse åra har bilar utvikla seg svært mykje. Eg treng ikkje låse bilen, bare ta med nøkkelen, så låser den seg sjølv. Og ingen plass å stikke nøkkelen inn, startar ved å trykke på ein knapp. Lysa ordnar seg også autmagisk, så mykje er nytt og eg treng sikkert eit år på å finne ut av ting, men det går seg nok til. I alle fall var han fin å køyre då eg la vegen frå Sørlandsparken og heimover.

Om å se Gud når man møter ham

Share

Jeg fortsetter med en dansk fortelling på bloggen også i kveld. Den er tankevekkende.

Der var engang en mand, der syntes, at hans kone var den bedste i verden til at lave mad. En dag, da han rigtig havde rost hende, føjede han til, at det vel kunne gå an at invitere Gud til middag, så han også kunne få glæde at hendes kogekunst. De bad så til Gud og inviterede ham til middag den følgende søndag.

Konen fik nu travlt med alle forberedelserne, og da søndagen kom, sad de i stadstøjet ved et veldækket bord og ventede. Pludselig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Uden for stod der en snavset tigger og bad så mindelig om lidt mad. “Tror du, at du skal gramse med dine beskidte fingre i den mad, vi har beredt til Vorherre”, skældte manden og jog tiggeren væk, Så satte de sig igen hen at vente, men der kom ingen den dag. “Måske var
maden alligevel ikke fin nok for Gud”, sagde manden til sin
kone. “Hvis vi gør os lidt mere umage, så vil han måske komme næste gang”. Så bad de om, at de måtte få deres ønske opfyldt næste søndag.

Nu fik konen travlt hele ugen med at gøre huset i stand og tilberede de lækreste retter. Da søndagen kom, trak de atter i stadstøjet og satte sig til at vente. Men det samme hændte som sidste søndag: Den eneste, der dukkede op, var den beskidte tigger, som de skyndte sig at jage bort. “Ja, vi har nok alligevel ikke forberedt os, som vi burde”, sagde manden, “men jeg ved, at din mad ellers er god nok til at glæde selveste Vorherre, så lad os prøve en tredje gang og gøre
alt, hvad der står i vor magt, for at gøre det så fint som muligt. Endnu en gang bøjede de hovederne og bad Gud om at besøge dem den næste søndag.

De ville så gerne have Gud til middag, så i hele den følgende uge gjorde konen alle tænkelige forberedelser, og manden hjalp hende så godt som muligt. Der blev skuret og skrubbet, bagt og braset, og da søndagen endelig kom, skinnede huset som nyt og duftede at den dejligste mad. Så satte manden og konen sig til bords og ventede i deres nystrøgne festklæder.

Endelig bankede det på døren, og de skyndte sig hen for at lukke op. Men det var igen den snavsede tigger, der stod og rakte hænderne ud mod dem. Manden i huset blev rasende og truede tiggeren at forsvinde i en fart. Men denne svarede: “Nu har I tre gange indbudt mig til at spise, og tre gange har I alligevel jaget mig væk”.

(Folkeeventyr fra Iringa, Tanzania genfortalt af Knud Ochsner).

Tråden ovenfra

Share

I kveldens sending i Valle radio ble jeg intervjuet i forbindelse med Bokåret 2019. Jeg fortalte at det meste jeg leser nå for tiden er relatert til å skrive på Setesdalswiki, så det blir lite skjønnlitteratur på meg nå.

Så ble jeg utfordret til å lese en tekst i programmet. Da valgte jeg en tekst av Johannes Jørgensen, Tråden ovenfra:

Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende sommers silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de. En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund.

Men stedet behagede den ikke rigtigt, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned i en stor tjørnehæk. Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne udspindes.

Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne. Det blev et stort smukt væv. Og der kom noget særligt over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden at man kunne se, hvad der bar dets øverste rand. Thi der skal gode øjne til for at opfange sådan en lille, fin edderkoppetråd.

Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det at se som et perlestukket slør.

Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længer den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling i lommen – og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken.

En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå efterårsdag. For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke trængte til at bødes her eller der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den at være utålelig gnaven.

I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen – edderkoppen vidste hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen – det vil sige, den løb ret op i luften. Edderkoppen rejste sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så ud, som den førte lige op i skyerne.

Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygges og udvides. Edderkoppen havde glemt det altsammen – den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft…

«Væk med dig», sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over. I det samme gav vævet efter – hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen – og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.

Tre dagar

Share

No har vi hatt tre dagar med fest, så det er vel snart på tide å finne fram vanleg mat og heller få seg grovt brød enn kake.

I dag kom mine søsken på besøk frå Sola, Varhaug og Lyngdal. Dei starta tidleg, så dei var hos oss alt ved 12-tida, mest før eg rakk å få opp flagget, då hadde vi kyllinggryte med ris og salat, velsmakande rettar som i alle fall eg set stor pris på.

Så gjekk praten og strikkepinnane om laust og fast i familie og slekt. Brit, som hadde bursdag i dag, delte eit par tekstar med oss, etter kvart vart det så fint ute at dei som ikkje var så redde for skarp luft fann seg til rette på verandaen og tok seg turar i hagen, han er jo ganske stor, og plenen var nyklipt, vi har ein nabogut som likar å tene nokre kroner på å hjelpe oss, det er rein velsigning for begge partar, trur eg.

Så var det Ole Bulls ostekake, kringle, bløtkake og sikkert andre kaker med, det går litt i surr når ein skal tenke tilbake, men godt var det alt saman. Og plutseleg var det tid for å å snu heimover att for dei tilreisande. Eg lova meg sjølv at eg skulle ta bilete denne gongen, eg hadde til og med nettbrettet oppe, men tykte det var dårleg lys, så eg ville vente litt, og så tenkte eg ikkje meir på det før dei var reiste, så det blei med tanken denne gongen også. Ingen andre kom seg visst heller til å ta fram kamera eller mobil, så minnet om dagen blir ikkje dekt av bilete, diverre.

Litt inspirert i kveld tok eg ei økt på Wikipedia, der har eg skrive lite i det siste, men oppdaga at gleda ved å skrive der ikkje var heilt borte, så eg trur eg skal skrive nokre fleire artiklar om salmer i Landstads salmebok om eg får gnisten.

Fødselsdager

Share

Fødselsdager er personlige merkedager. I går feiret vi en 60-årsdag sammen med venner og familie. Bursdagsbarnet var James Karlsen, og han hadde fødselsdag i januar, men valgte å legge feiringen til mai, den skjønne milde.

Det ble en hyggelig kveld hvor vi fikk møte venner av venner i hyggelig samtale mens vi kunne nyte laks til forrett, finnbiff til hovedrett og moltekrem til dessert. Når festen starter klokka 19 og middagen er ferdig ved 23-tiden, skjønner man at det var flere taler i tillegg til de mange samtalene rundt borden. En spesielt flott tale holdt Karl-Erik Schjøtt Pedersen til jubilanten, de vokste opp sammen og har beholdt vennskapet fra skoledagene.

Og festen fortsatte med stort kakebord fra midnatt, da startet også feiringen av Reiduns fødselsdag med sang til henne. Så vi var ikke hjemme før nærmere 02, men da var det godt å kunne sove litt lenge i dag.

Så kom naboene Jean og Kåre og klassevenninne Ester til kaffe i ettermiddag og i morgen kommer mine pensjonist-søsken for å feire fødselsdagen. I går kveld minnet James oss om at samlinger i forbindelse med fødselsdager er en måte å markere vennskap på og at det er viktig å vise vennskap.

Så får det våge seg at jeg ikke fikk somlet meg til å ta bilder verken fra den ene eller den andre happeningen vi opplevde i helga. Kanskje gjør jeg det bedre i morgen.

Når man er kommet opp i alder, er det mange som synes at det ikke er så morsomt å feire fødselsdager. Men å feire vennskap kan være viktig.

Vi feirer vennskap og har triv’lig,
å komme sammen er godt og livlig.
Vi kommer sammen og har det bra,
for gode venner er fint å ha.