Meir olsokrelatert

Share

I går skreiv eg om konserten eg var på torsdagskvelden, olsok. Den konserten slutta med Improvisata over Hellig Olav av Gottfred Pedersen. I dag fekk eg med meg Ring inn musikken på NRK P2, det prøver eg å få med meg når det høver slik. Og då var det ein som ringte inn og ønska seg dette verket. Han fortalde om komponisten at han var frå Finnmark og etter endt utdanning reiste han tilbake til Vadsø og vart organist der. Diverre døydde han alt i 1941, bare 30 år gammal.

Det var eit triveleg gjenhøyr, Bjørn Andor Drage, tidlegare domkantor i Bodø, som vi har høyrt spele i Postludium i Valle Radio fleire gonger, spelte stykket. Så det var meir aktuelt enn ein skulle tru å skrive om det i går kveld. Eg skreiv fyrste verset av diktet av Welhaven i går, sitert frå programheftet. Eg rota ein del på Internett for å finne heile diktet, det var ikkje lett, så eg trur eg legg det på bloggen, så kan folk som skulle trenge ein versjon kopiere frå bloggen og sleppe å skrive inn heile diktet sjølv. Eg fann diktet i ei bok som google har scanna. Ikkje alle bokstavane kom rett i den operasjonen, så du får bære over med feila. Her er lenke til originalen om du heller vil lese den:
http://www.archive.org/stream/norsklaesebog00paulgoog/norsklaesebog00paulgoog_djvu.txt

En vise om Hellig Olay.

Hellig Olav stod ved fjorden med sin hær;
pinsefesten var forhaanden;
alskens løv og blomster artede sig der
fagert under Folgefonnen.
Kongens drage laa og speiled sig ved strand,
bispen stod med korset paa den bvide sand,
kongens kjæmperad
laa paa knæ og bad,
og der gik dem lyn i aanden.

Hellig Olavs aasyn skinned som en sol,
klar sad kronen ham om panden;
mens ban knæled, laa bans rige purpurkjol
som et teppe over sanden.
Her han vilde atter i en stakket frist
bygge kirke til den sterke Herre Krist;
alt paa pinsedag
skulde fra dens tag
korset lyse over stranden.

Og da verket nu var helliget med bøn,
mured hver en kjæmpe trolig;
men i fjældet l0d der underlige dr0n;
dvergeslegten blev urolig.
Høit fra uren railed grus og kampesten,
og fra lien kom der rod og bul og gren;
ilde saa det ud
for kong Olavs Gud;
ilde freded man hans bolig.

Hellig Olav med sit luerøde skjæg
kyssed hjaltet paa sin klinge,
og ban holdt det høit mod dvergeballens væg,
og ban korsede sin bringe.
Se, da railed alle stene ned i mag,
og de føied sig til muren, lag ved lag,
og hver stok, der sprang,
blev en bjelke lang;
øksebrnget var knn ringe.

0, hvor gram blev da den travle dvergeflok,
jorden skaly ved deres masle;
og de stødte til en vældig vippeblok
med de kobberskoede hæle.
Hellig Olav mæled da et lystigt ord:
„Se, der kommer dvergen med vort alterbordi”
Stenen damped ned
just paa rette sted,
der hvor kongen pleied knæle.

Snart var kirken med sit skifertykke takt,
klar den stod paa pinsedagen;
og i koret var paa alterstenen lagt
gyldenstykke og skarlagen.
Bispen stod i bønnen, bøiet over den,
kongen gik til offers dåd med sine mænd;
altervinen klar,
gold og farvet glar
bragte ban i land fra dragen.

Kirken stod ved strand i mange hondred aar;
nu er dog dens mur forsvunden;
men til Olavs ros endnu blandt løvet staar
alterbordet over grunden.
Moseteppet hviler nu paa stenen graa,
Abildtræt strør sin hvide blomst derpaa,
og fra birkens top
stemmer fuglen op
pinsesalmerne i lunden.

Mangen sommerkveld, naar i den dunkle fjord
triller dug fra grønne blade,
vies dog kong Olavs faste alterbord
atter til et helligt stade.
Dalens søn har der et stevne med sin brud,
og de veksler ringe der for Olavs Gud,
og de knæler ned
trygt med baab og fred
og i sommerdrømme glade.

Derfor kan kong Olavs minderige ry
ingensinde gaa tilgrunde;
med hver dalens slegt det hæver sig paanj
fagert fra de friske munde.
Hellig Olay med sit bjerterøde skjold
dasker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,
og hans saga gaar
gjennem Norges vaar
vidt som faglesang i lunde.