Fjellene selv roper langt hurra.

Share

Denne verselinja kom jeg på da jeg i dag leste meldingen fra organist Henrik West om at han hadde valgt å komme tilbake til Valle når permisjonen er over. Han skrev:

Efter lang tids grundige overvejelser om min fremtid har jeg nu besluttet mig for at vende tilbage til min stilling som organist i Valle og Bykle, når min orlov/permission udløber til sommer.

Jeg har længtes tilbage til Setesdal og mit liv der hver eneste dag, siden jeg flyttede til Danmark for et halvt år siden, så nu føler jeg mig helt sikker på, at det er dér mit liv skal leves.

Derfor har jeg i denne uge sagt min stilling i Fonnesbæk og Isenvad op. Det er trist at måtte tage afsked med gode kolleger, korsangere osv. efter så kort tid, men jeg er meget taknemmelig for den tid, vi fik sammen.

Med en god mavefornemmelse og fuld opbakning fra familie og venner er jeg overbevist om, at dette er den rigtige beslutning, så nu glæder jeg mig til at vende tilbage til fantastiske Setesdal til sommer!

Verselinja jeg kom på, er fra sangen Der ligger et land mot den evige sne. 

Der ligger et land mot den evige sne,
i revnene kun er det vårliv å se;
men havet går til med historie dønn,
og elsket er landet som mor av sønn.

Hun tok oss i fanget den gang vi var små,
og gav oss sin saga med billeder på.
Vi leste så øyet bli stort og vått;
da smilte den gamle og nikket blott.

Vi sprang ned til fjorden, vi stirret imot
den askegrå bauta, hvor gammel den stod;
hun stod der enn eldre, sa ingenting;
men stensatte hauger lå rundt i ring.

Hun tok oss ved hånden, og følge hun gav
bort derfra til kirken så stille og lav,
hvor fedrene ydmykt har bøyet kne,
og mild’lig hun sa: «Gjør I som de!»

Hun strødde sin sne over fjellbratte li,
bød så sine gutter å stå den på ski.
Hun knuste med stormhånd det Nordhavs speil,
bød så sine gutter å heise seil.

Hun satte de vakreste jenter på rad,
å følge vår idrett med smil og med kvad,
og selv satt hun høyt i sin sagastol.
med måneskinnskåpen oppunder pol.

Da lød der et «Fremad!» et «fremad! ennu
på fedrenemål og med fedrenehu;
for frihet, for norskhet, for Norge hurra !
og fjellene selv roper langt hurra.

Da løsnet begeistringens rullende fonn,
da døptes vi av hennes mektge ånd,
da stod over fjellet et syn i glød,
som siden oss maner inntil vår død.

Velkommen tilbake, Henrik!